Dominans, hierki og overlevelse instinkter

Dominans og Hierarki

Vi er igennem mange år blevet opdraget med, at der blandt heste findes hierarki og dominans. At der i en hesteflok er en leder, en alfahingst og en alfahoppe. Det er min opfattelse at det skal vi gentænke.

Dominans betyder, at kunne bestemme over et andet individ og hierarki betyder en tydelig inddeling af opgaver og adskillelse af hvem som forestår opgaverne.

Jeg vil gerne udfordre denne tankegang og overbevisninger på dette punkt.

Ser vi virkelig, at det er en hest alene, som bestemmer hvad de andre heste skal?

Oplever vi, at når leder-hesten er tørstig, sørger den for at alle andre heste går over og drikker vand?

Er det vores erfaring at hestene har tildelte faste opgaver de står for i flokken, imens andre varetager andre opgaver?

Eller handler det i virkeligheden om noget meget mere subtilt og logisk?

Zoolog og Etolog, engelske Lucy Rees er bosiddende i Spanien og har lavet research på vilde hestes adfærd hele hendes liv, i forskellige dele af verden. Ifølge hende, handler al flokkens dynamik om synkronitet. Det er vilkårligt, om det er den ene, eller den anden hest som tager initiativet, men flokken vil følge den eller de heste, som tager et initiativ, fordi de ønsker at være sammen pga tryghed.

Heste er ekstremt gode til at være synkrone.  De mestre at være i takt, og skabe synkrone bevægelser selv i meget spontane tilfælde.  De kopierer det de ser andre gør og de følges pga tryghed.

Jeg siger hermed ikke at dominans ikke eksisterer, men vi skal tænke nøje over hvad vi forstår ved ordet. Dominans er en forrang, men det betyder ikke 100% bestemmelse for dette er diktatur.

Hvis et flokindivid truer og kæmper sig til alting i naturen, vil dens flokmedlemmer naturligt tage afstand og den bliver nu udsat og mindsker sine chancer for at overleve. I stedet vil det kunne forekomme at et individ i flere situationer kan have forrang, men forstået på den måde, at en hest kan være mere tørstig end en anden og derved få lov at drikke, men er dette dominans eller blot smart overlevelses strategi?

Det samme gør sig gældende, når vi ser på heste med aggresion og kamp.

Heste i naturen slås sjældent! Det er min erfaring, at mange hesteejere tror det modsatte – især med hingstene, men hvis vi ser på det, er det ret logisk.

Heste er byttedyr – de undgår konflikter i størst muligt omfang, fordi en konflikt potentielt kan skade dem selv og derved gøre dem udsatte for rovdyr.

I naturen koster det dyrt at slås!

Kampe opstår kun om ressourcer og er der ikke mad nok, der hvor de er i naturen, bevæger flokken sig videre dvs. ingen kampe. Er en hoppe i brunst kender den sin hingst og hingstene har hver deres lille familie at beskytte så de løber ikke rundt og har travlt med at stjæle andres hopper – igen ingen kamp, fordi det er risikofyldt for dem selv.

Vores tamheste er under indflydelse af os. Mad kan der være for lidt af, og muligheden for at bevæge sig videre er begrænset.  Vi sætter vores heste sammen i de grupper, vi mener passer bedst, men på begrænset plads, og giver dermed ikke hestene muligheden for at flytte sig.

Konflikter opstår omkring fodring, fordi dette er en ressource vi kontrollere, eller pga. for lidt plads, og manglende mulighed for at trække sig, her kan opstå en kunstig dominans og et kunstigt hierarki, men kun fordi det er fremprovokeret af situationen.

Overlevelses instinkt

Heste er flokdyr, og nyder godt af den sikkerhed en flok kan tilbyde. Der er naturligvis en vis sikkerhed i at være mange samlet ud fra teorien “safety by numbers”, men den ægte tryghed og sikkerhed kommer igennem det at være flere til at deles om at holde øje, at være opmærksomme på og spotte evt. farer.

Flokken kommunikerer hele tiden indbyrdes, og sikrer sig derved at alle heste er lige opmærksomme på at observere og holde øje med mulige farer. Hingsten er ofte ham som ses være ekstra opmærksom, dette skyldes i al sin simpelhed at hopperne skal spise mere end hingsten, fordi de både har et føl i maven og et som diger.

I hvilesituationer vil nogle heste hvile, mens andre enten græsser eller står stille, men i en mindre hvile tilstand end de øvrige.

Kommunikationen i en hesteflok foregår ved meget små signaler med ører, øjne, mule, hale vægtforskydninger mv, og mange mener endda, at de også kommunikerer med energi og kan mærke denne skifte på tværs af stor afstand. Helt små føl er undtaget ansvaret i denne opgave, men bliver hele tiden oplært i at være opmærksom af de voksne heste.

Når vi snakker om hestens instinkter og især overlevelsesinstinkter, så er det nærliggende for mange at tænke flugtinstinkt.

Men hvad hvis hestens vigtigste overlevelsesinstinkt er at være opmærksom??

Når hestene kommunikerer indbyrdes og “ svarer” hinanden på bittesmå signaler, så er det for at signalere til de andre heste, at de er vågne, tilstede og tager del i at sikre flokken.

Det kan vi bruge, når vi er sammen med vores hest i vores hverdag. Vi skal ikke holde øje udadtil, men vi skal øve os i at se hestens signaler, så vi kan svare på dem. At svare en hest er det samme som at have god timing, og så skal vi øve os i at se de helt fine signaler.

Eksempelvis når hesten ændrer tempo en ganske lille smule, får vi så korrigeret lige der med det samme, når den tænker på det, eller når vi det først efter 1-2-3 skridt?

Når hesten stopper op ved siden af os, når vi trækker med den, når vi at stoppe op synkront sammen med hesten, eller “opdager” vi det først når træktovet ikke er længere??

Når hesten går en bue udenom noget under rytter, når vi så at mærke det og “ride med hesten” eller kommer vi en smule ud af balance ?

Dette er blot nogle få eksempler på hvordan hestene hele tiden i dagligdagen får informationer om os, og det er enten med til at give hesten en tryg fornemmelse fordi den får en info om at vi er opmærksomme og skarpe, eller den kan få den modsatte information, at vi ikke helt er opmærksomme nok, hvilket automatisk vil lede hesten til at lytte lidt mindre til os som menneske og makker.

Nyt på bloggen